Kunstforeningen Vordingborg

Velkommen ForeningsNyt Udstillinger Indmeldelse Tilmeld til arrangement Persondata Kontakt
Kunstforeningen Vordingborg




Kære medlem

Så er der atter kommet gang i Kunstforeningens aktiviteter.

Udstilling i KulturArkaden

Mandag d. 26. april kunne vi i KulturArkaden åbne en udstilling med mere end 50 kunstværker af billedkunstneren Gitte Harslev og skulptøren Jens Ingvard Hansen. På vor hjemmeside kan du få et indtryk af kunstværkernes karaktér,- og endnu bedre: Gå ned til KulturArkaden og tag værkerne i eget øjesyn. Vi tror ikke, du vil blive skuffet. Lempelserne i coronarestriktionerne gjorde det muligt overhovedet at åbne udstillingen, mens en egentlig fernisering ikke kunne komme på tale. De efterfølgende lempelser synes nu at gøre det muligt at holde en ”Efterfernisering” fredag d. 21. maj kl. 16.00. Vi vil hér byde på et glas, kunstnerne vil komme fra hhv. Fyn og København og sige et par ord om deres kunst,- og Per har lovet at spille lidt for os, mens vi ser på kunsten.

Fuglsang Kunstmuseum
Inden da har du mulighed for at deltage i vort ”Kør selv”-arrangement til Fuglsang Kunstmuseum lørdag d. 15. maj, hvor der kl 13.00 vil stå en kunstguide klar til at fortælle os om Allan Ottes maleriudstilling ”Naturligvis”. En noget alternativ – og aldeles fotorealistisk kavalkade af landskabsbilleder, der beskriver aktuelt dansk landbrug. Efter ca. en halv times optakt er udstillingen ”din”. Entré og kunstguide er gratis for foreningens medlemmer. Du tilmelder dig via foreningens hjemmeside (under ”Arrangementer”). Skynd dig at tilmelde,- vi har pga den sene udmelding af arrangementet sat deadline til 13. maj.

Skulpturvandring
Månedens næste arrangement foregår Pinse-søndag d. 23. maj, hvor vi kl. 14.00 mødes ved DGI-huset. Herfra går turen til fods (evt. cykel) til udvalgte udendørs kunstværker i Vordingborg (væsentligst den østlige del). Vore to guides Klaus Michael og Herbert krydrer synet med historier … og muligvis endvidere … fakta. Varigheden er på godt to timer, Arrangementet er gratis, og du kan tilmelde dig senest 22. maj via Bibliotekets hjemmeside (under ”Arrangementer”), da vi kører arrangementet i samarbejde med Biblioteket.

Holmegaard Værk og Grafisk Værksted
Månedens sidste arrangement foregår lørdag d. 29. maj, hvor vi sammen i bus drager til Hebsgaards udstilling på Holmegaard Værk og til Grafisk Værksted samme sted. Du kan læse mere om turen på vor hjemmeside,- og du kan samme sted tilmelde dig en venteliste, da arrangementet allerede er overtegnet.

Øvrige spørgsmål
Skulle du have yderligere spørgsmål ved. arrangementerne,- har du evt. et kørselsbehov, skal du være velkommen til at kontakte Torben Jensen på 30 25 91 35 eller via torbentjen@gmail.com